Eventyrklassen

Hvert år d. 1. april og frem til skolerne sommerferie, opstår Eventyrklassen. Eventyrklassen er Friskolen Ø. Jølby´s tilbud om en før-skole gruppe/mini-SFO inden den rigtige skolestart i 0.kl. i august.


Eventyrklassen er en mellemstation mellem børnehave og skole, og har derfor som formål at overgangen mellem de to intuitioner skal forløbe så let som muligt for det enkelte barn. Ligeledes er ”sammenhæng i overgangene” en del af det fælles pædagogiske grundlag i den styrkede pædagogiske læreplan. Det er således en forlængelse af det allerede eksisterende arbejde, der er foregået i børnenes sidste år i børnehaven. Her har formålet været at skabe et pædagogisk læringsmiljø, der skaber en sammenhæng med og understøtter det, som forventes at børnene kan, når de starter i skolen, og at børnene er bedst muligt forberedt på dette. Det pædagogiske læringsmiljø skal have fokus på at understøtte, at børnene tør møde nye udfordringer, fordybe sig, være vedholdende, kunne indgå i et børnefællesskab og tage initiativ til at indgå i relationer.


Eventyrklassen modtager primært børn fra Fribørnehuset Ø. Jølby, men også fra andre fri- og kommunale børnehaver. Alle, som ønsker optagelse på Friskolen Ø. Jølby er velkommen. Fysisk er Evenklassen belæggende i Eventyrhuset, som morgen og eftermiddag også bliver brugt til SFO. Omkring Eventyrhuset er der Eventyrhaven og Eventyrskoven, som er ude-legeområder for børnene.


Eventyrklasse bygger på tryghed. Derfor er det hvert år én af de voksne fra ”Kæmperne”/ældste gruppen i Fribørnehuset Ø. Jølby, der tager med gruppen i Eventyrhuset og har samværet, legen og undervisningen. Da det er forskelligt fra år til år, hvem der har den ældste gruppe, er det derfor også forskelligt, hvem der har Eventyrklassen.


Eventyrklassen bygger endvidere på relationer og leg. Eftersom ikke alle børn kommer fra samme børnehave, er en af formålene med Eventyrklassen, at ryste børnene godt sammen inden skolestart, så de er trygge ved hinanden og der er et blomstrede fællesskab og venskaber. Dette er en af kerneopgaverne, og især i starten er det vigtigt at gøre en ekstra indsats for at dette lykkes. Ligeså er det vigtigt at få inddraget forældrene i deres børns nye hverdag og spirende skoleliv. For nogle forældre er det første gang de via deres børn stifter bekendtskab med skolen. Her er dialog vigtigt. En kontaktbog til beskeder kan indføres efter behov, hvis man kun sjældent ser forældrene. Ligeledes kan man med fordel lægge sine arbejdstider lidt udenfor Eventyrklassens skema morgen og eftermiddag, for her igennem at møde nogle af forældrene. Dette er også en fordel i forhold til beskeder til SFO-personalet.


Legen er den gennemgående aktivitet igennem dagen. Både den frie leg børnene imellem, den voksenstyret fællesleg og den planlagte leg, hvor børnene møder nye bekendtskaber fx i form af tal og bogstaver, former og mængder, farver osv. Læringen i Eventyrklassen skal være sjov og spændende, og gerne gøre børnene endnu mere nysgerrige på skolelivet og læring. Det er en stor fordel for det enkelte barn, hvis børnene har stiftet bekendtskab med tallene 0 – 9, og bogstaverne. Det vil lette deres overgang til 0. kl., hvor de begynder med at læse og stave. Ligeså er det en fordel hvis barnet kan genkende lyden af de fleste bogstaver (bogstavlyde).


Eventyrklassen er også et sted, hvor man øver sig. Alt er ikke lige let for børnene, så det er vigtigt, at der er en atmosfære af, at det er ok at øve sig og gøre sit bedste. Men også til at yde bare lidt mere, hvis man hurtigt opgiver og ikke har lyst til at prøve. Koncentrations længden skal øves, og her kan det være en fordel at tilrettelægge dagen så det er en vekslen mellem koncentration og leg.


Under normale omstændigheder vil Eventyrklassen deltage bredt og mest muligt i skolens timer og aktiviteter. Dette kan være deltagelse i morgensamlingen, læsetimer, biblioteksbesøg, musik og idræt. Under covid-19 er dette ikke en mulighed. Eventyrbørne får hver tildelt en ”skoleven” fra 4.kl., som de igennem deres skolegang har en tæt tilknytning til. Dette kan være som fx læse- og lege-venner.