Tidlig SFO

Eventyrklassen opstår hvert år d. 1. april når de ældste børn i børnehaven skal i tidlig SFO.


Eventyrklassen har lokaler på skolens område og bruger skolens legeplads. For de børn som kommer fra Fribørnehuset er det en kendt voksen fra børnehaven, som følger dem med op på skolen de første tre måneder de går der. Børnene bliver bekendt med det nye miljø på skolen, men har stadig trygheden fra børnehaven via den kendte voksne. Der modtages også børn fra andre børnehaver og derfor arbejdes der meget med relationerne mellem børnene.


Eventyrklassen er en forlængelse af børnehaven hvor der leges og laves forskellige aktiviteter, men børnene bliver også præsenteret for tal og bogstaver. De får opgavehæfter hvor de skal farve og klippe i. Det er meget forskelligt hvor interesseret børnene er i skole opgaver og hvor længe børnene kan holde fokus på opgaven og dette tages der højde for, da det er vigtigt at børnene syntes det er sjovt at gå i Eventyrklassen og derved får den bedste start på deres skoleliv.


4. klasse er skolevenner med Eventyrklassen og hjælper med at give de små en god og sjov start på deres skoleliv. De lege med dem i frikvarterne, læser for dem, sidder sammen med dem til morgensang. Vi har gode erfaringer med at de børn som går i 4. klasse hjælper Eventyrklassen med at føle sig trygge og oplever at det er relationer som varer ved i mange år.


Eventyrklassen deltager i morgensang, som de allerede har deltaget i som de ældste børn fra Fribørnehaven.


For at blive introduceret i hvad det vil sige at gå i skole deltager de også i fortælling, idræt og musik sammen med de yngste skolebørn.


Når der bliver sommerferie, siger den voksne fra børnehuset farvel til Eventyrklassen og nu er børnene klar til at starte i skole efter sommerferien. 


Prisen er blot 1.400 kr. per måned inkl. pasning i skolens SFO om eftermiddagen.